21. Februar 2007

Veolia kom, så, sejrede og skred!

Veolia Transport vandt meget kontroversielt alle udbudte busser/pakker i Århus Amts 4. og sidste udbud. 101 busser på 24 ruter skal overgå fra Arriva, Wulff Bus, Svidt, Veolia selv og Bent Thykjær til Veolia fra 1. juli 2007.

Allerede ved tilbudsåbningen i slutningen af 2006 stod det klart at Veolia havde budt meget billigt og stod meget stærkt. Og da Århus Amt meget alternativt, og i det hele taget forkert(!), havde valgt at satse på prisen udelukkende - var der ingen tvivl om de ville få mange ruter. Kun Centrum Turist var billigere på 3 enkeltruter, men Veolias bud på en samlet pakke incl.. de 3 ruter var billigere…

26. Januar 2007 blev det så offentliggjort at Midttrafik (som i mellemtiden har overtaget Århus Amts rutebiler) har valgt Veolia som vinder af hele baduljen. En ordentlig mundfuld - ikke noget der styrker de små lokale selskaber. Veolia havde altså vundet ved at underbyde alt og alle - så de går fra 21 til 101 busser på rutebilerne i det gamle Århus Amt. Der var 13 selskaber der bød på ruterne (161 bud indkom) - heriblandt flere multinationale selskaber (som Veolia selv), større vognmænd i det jyske (fx Rutebilselskabet Haderslev) og lokale vognmænd (fx Centrum Turist).

Men under 2 uger senere offentliggjorde Veolia Transport at de vil forlade Danmark! De er den næststørste vognmand i landet, men siger at de ikke kan tjene penge på kørsel her og derfor trækker sig, når deres kontrakter udløber eller en "løsning er fundet".

Det er jo ikke så mærkeligt, at man ikke kan tjene penge på kørslen, når man underbyder andre med urealistisk lave udbudspriser! Derfor virker det meget forkert - direkte ondt - at udrydde lokale busvognmand ved at underbyde og derefter løbe væk. Omvendt viser Århus Amts sidste udbud jo at der også kun fokuseres på pris - og dermed har politikerne selv skabt problemet delvist.

Midttrafik har udtalt at de var forbavsede og overraskede og har indkaldt Veolia til et møde, hvor de skal forklare sig. Veolia kører 20% af kørslen i Midttrafik og er den største vognmand. Udover det nyvundne kører de i Norddjurs (lokalruter Nørre Djurs), Syddjurs (lokalruter Midtdjurs), Randers (bybusrute 1-6, 10-11 og en del af 7), Favrskov (rute 851), Skanderborg (lokalruter og bybus 21), Lemvig (lokalruter) og Samsø (rute 131) kommuner i Midttrafik-området.

Følgende havde givet tilbud ved udbuddet: Veolia, Arriva, Malling Turistbusser, AK Busser, City Trafik, Concordia Bus, Bent Thykjær, Svidt, Rutebilselskabet Haderslev, Hadsten Turistbusser, Centrum Turistbusser, Fårup Rute- og Turistbusser og Todbjerg City.

Rute 102, 103, 306 & 331 overgår fra Arriva
Rute 119, 120, 121, 122, 123, 217, 221, 351, 352, 361 & 400, overgår fra Wulff Bus
Rute 109 overgår fra Bent Thykjær
Rute 211, 212 & 330 overgår fra Svidt
Rute 107, 213, 214, 311 og flybusruten Århus-Tirstrup er genvundet.


- Peter Berggrén Brandsen, kilde: Midttrafik, Veolia, Århus Stiftstidende, Busfronten mv.

© 1999 - 2007 Peter Berggrén Brandsen - Peters Busside